Har vi i virkeligheden en identitet?

Goffman er nok mest kendt for sin teori om individets dramatisering af sig selv i hverdagslivet.
Han snakker om at være front stage/på scenen og back stage/bag scenen Når man er front stage påtager man sig en ''rolle'' som forventes, f.eks. I skolen, i sin fodboldklub, altså når man er sammen med andre end sine pårørende. Men man kan også være front stage i en gruppe i skolen, hvor læreren er tilstede, og når der så er frikvarter og går ned i kantinen, kan man være back stage og være åbne overfor at teksten måske var svær osv. Når man er back stage er man alene eller sammen med ens nærmeste, her kan man være sig selv. 

Så Goffman har sat spørgsmåltegn ved selvet, Han har gjort op med at vi ikke har en identitet. Vi spiller rollespil i hverdagen, men det betyder ikke at vi har et "uægte" selv. Du er dig selv i forskellige roller - arbejdsrolle, undervisningsrolle, familierolle og vennerolle osv.

I klippet ser vi en pinlig situation med en pige som går ind på det ''forkerte'' toilet, altså herretoilettet. 

Pigen ved at det er det ''forkerte'' toilet, pga. symbolerne, som laver en kategorisering. Pigen bliver pinlig berørt og skynder sig væk, før nogen ser hende. Hvis pigen havde mødt en dreng på vej ud af toilettet, ville pinligheden have ramt begge parter, da alle rammes i en pinlig situation. 

Goffman siger, at individet er opsat på at undgå forlegenhed, det kan ske ved hjælp af: 

- Det beskedne selv (Hvis man har en stor viden om et emne, kan man vælge at lægge en dæmper på sig selv)

* Styre udenom farlige situationer
* Overbærenhed
* Defensive practices, (beskytte egne definitioner) Når man forklarer noget ydeligere f.eks. Hvis man fremlægger noget, og klassen ikke forstår det man siger, så forklarer man det ydeligere for at det ikke bliver pinligt.
* Protective practices, (redde andres definitioner)
Når det bliver for pinligt rammes alle i situationen (ikke kun den pinlige!)

Hvornår har du sidst været del i en pinlig situation? Hvorfor var den pinlig? 

- reflektioner fra os 5 pædagogstuderende 

er vi overhovedet klar over hvordan vi taler sammen?

Alle professionnelle samtaler befinder sig indenfor nogle bestemte rammer, derfor er det nødvendigt, at blive enige om en fællesforståelse af, hvad samtalen skal have som indhold og formål.

Man må være bevidst om, hvilken "magt" der kan ligge i spørgsmål og måden f.eks børn kan blive "interviewet" på. 

Fordele ved de fire forskellige spørgsmål typer af Karl Tomm kan ses på dette billede. Det er alle spørgsmålstyper som kan bruges alt afhængigt af hvilken samtale man har. I undervisningen hvor vi havde en øvelse omkring dialog oplevede vi at den som spurgte havde en form for magt over samtalen og kunne dreje samtalen derhen hvor han/hun ville. Vær derfor opmærksom og bevidst om din brug af de forskellige spørgsmåls typer.

Her har vi et eksempel:

Dette klip er fra jagten, hvor der ud fra spørgsmålene som børnespsykologen stiller, allerede er blevet besluttet at Klara er blevet misbrugt.

Klara bliver spurgt hele tiden, hun når ikke at komme med et svar før et nyt spørgsmål stilles.

Børnepsykologen siger f.eks "Får du det ubehageligt når vi snakker om det?", Han har sagt hvilken følelse der er "rigtigt" at føle i sit spørgsmål. Han kunne have spurgt "Hvordan føler du ligenu?"

Han spørger også om "Var det her i børnehaven han viste dig sin tissemand? - eller?"

Alle spørgsmålene er lineærspørgsmål samt strategiskespørgmål. Han giver Klara svaret i munden. Under samtalen kunne der blive brugt cirkulære spørgsmål for at få flere forskellige synspunkter og finde årsagen på den måde. 

Børnepsykologen er blot ude på at få et ja, en bekræftelse på at det er sket.

Så det er vigtigt at være bevidst om sin dialog, både privat og i praksis.

Hvordan vi kommunikere - om vi vil have de personer vi kommunikere med til at give os vores tolkning af, hvad det rigtige svar er eller om vi er åbne og nysgerrig for deres egen tolkning af det rigtige svar.

VÆR AKTIV LYTTENDE :-)

Refleksioner fra de 5 pædagogstuderende.

Hvordan kan man være nærværende i den digitaliserede verden?

ICDP er en måde at agere og kommunikere på i pædagogisk praksis. De 3 grundsten for, at kommunikere ifølge ICDP er : Den følelsesmæssige dialog,  den meningsskabende dialog og den grænsesættende dialog. Disse tre dialogformer har tilfælles, at være anerkendende som pædagog.
Anerkendelse er ikke en metode/opskrift på, hvordan vi skal være sammen med børnene/brugerne, det er en måde vi ER sammen med børnene/brugerne på. Anerkendelse er en være måde og ICDP bliver en måde at være på.

Men hvad vil det sige at være anerkendende, hvad gør man, hvordan ser det ud?? 

         

Det ses i videoen, at pædagogen Hanne har øjenkontakt med børnene. Hun har berøring, da en dreng slår sig. Hun er tilstede og er deres "sikre base", hvis børnene bliver utrygge. Hanne har børnene i fokus og ikke sig selv.

Hvordan er man ikke anerkendende, hvordan ser det ud?

Link - de unge mødre 

Der mangler øjenkontakt mellem mor og barn. Hun bryder ind i drengens leg og ligger selv brikkerne på plads, som gør, at barnet skriger og virker frustreret. Hun spørger ikke "hvorfor skriger du?", men siger "prøv lige at være stille". Hun har ikke fokus på barnet, men sig selv.

Man kan hurtige blive enige om, at det er vigtigt, at være nærværende for positiv udvikling af barnet.
Hvordan gør vi så det i den digitaliserede verden, når vi ofte afbrydes af Tv, Telefon, Computer m.m??

Kan man som pædagog være nærværende, imens man snakker i telefon med lille Lises forældre eller når man står unden halvtaget og drikker kaffe med de andre pædagoger, imens facebook tjekkes?

Et klar skel mellem, hvornår et medie skal bruges og hvornår ikke. Lederen må få dette budskab ud. Bestemt tid til at være på computeren og få ordnet det praktiske. Et bestemt tidsrum hvor forældre m.m kunne ringe til institutionen. Det kunne måske gavne? Hvad mere kunne? og hvordan kunne man selv få sat gang i dette, i pædagogisk praksis?

Bestemt dig for HVAD du vil, for...

"Du må være den forandring, som du ønsker at se i verden” - Gandhi

refleksioner fra os 5 pædagogstudrende

Fortælling med Bistrips

Der findes forskellige typer af fortælling i pædagogisk praksis - det klassiske eventyr, fantasi fortællinger, fortællinger fra livet og livshistorier. Vi har set på fænomenet Bistrips, som er en app der kan hentes ned og via den app kan du lave dig selv som en tegneserie-figur. Du kan agere online sammen med andre af dine venner som også har lavet dem selv. Vi tror denne app kunne være en god måde, at indrage børn i at fortælle historie - alt fra eventyr til hverdagsting samt forskellige temaer og problematikker. Børn for iscenesat dem selv online og kan visuelt se forskellige følelser og handlinger.

Vi har lavet os selv i gruppen, her ses følelser vi kan have:

 

Her har vi lavet en tegneserie, hvor man kan se samspillet mellem hinanden og de relationer man har.

Sådan en tegneserie  kunne være et projekt man kunne vise til forældre og søskende - emner som mobning, svigt, "at holde nogen uden for", udseende osv kunne tages op!

Refleksioner fra 5 pædagogstuderende

Ipad som spillemaskine eller redskab?

Hvordan skal pædagogen forholde sig til brugen af ipad i praksis?? 

Holdningen til at børn ikke skal sidde bag skærmen findes, fordi den ældregenerations for forståelse for ”hvad man skal som børn” er, at være ude - Det var de jo som barn.

Skal man som pædagog til gode se, hvad børnenes forældre mener? Eller skal man til gode se, at børnene har behov for at være online?

Et faktum er at, den digitale verden er kommet for at blive.

Burde man så ikke, som en ”god” pædagog lærer medierne at kende? Hvad kan sådan en ipad egentligt bruges til??? Kan socialmedier som facebook, instagram osv. tilføre børnene nogle kompentencer???

Mediekulturen er omkring os hele tiden.  Det sociale sker ikke kun, når man mødes ansigt til ansigt, det sker også online. Børn og unge blive ikke mindre sociale, når de bruger nye medier og teknologier – men sådan ser den ældregeneration ikke på det. For hvordan kan man være social, når man ikke er i samme rum?

Opgaven som pædagog står i at lærer om digitaldannelse, så man kan forklare de mediepaniske forældre, hvad dette nye medie kan medføre sig - hvis det bruges ordenligt. Idag følger de online fælleskaber med en hjem fra skole og dagsinstitution. 

Det er måden, at kommunikere på og være ”up to date” med hinanden.

Hvordan lærer man så om digitaldannelse?

Man kan snakke om kultur for børn, kultur med børn og børnskultur. Det er i kultur for og med børn, at vi som pædagoger kan sætte vores præg. Man kan tænke kreativt og få børn indraget, ved at bruge ipad – ramme dem på det punkt, som de finder spændende. Tag fat i deres interesseområde i forhold til, at de lever i den digitaliseret verden

Så hvordan får vi bevægelse og ipad til at fungere sammen? Der findes et hav af muligheder, man skal blot tænke kreativt. Rammen er lavet – Vi vil som pædagog få bevægelse og ipad til at fungere sammen.

Et eksempel fra os - Pædagogen har taget billeder af forskellige ting ude fra legepladsen/gemt ting. Børnene ser billedet af tingen på ipad'en og skal løbe ud og finde den - et form for stjerneløb.

Denne aktivitet kan udvikles. Ud fra tingene skal børnene prøve, at fortælle historier, altså udvikling af sproglige kompetencer, osv.

Vi må som kommende pædagoger finde den gyldne middelvej til, hvordan og hvor meget vi bruger en ipad – en ipad er ikke en spille maskine, det er et redskab!

reflektion fra os 5 studerende.

"All you can do is tickle it and see how it jumps"

Så er vi igang med modul 2 - Professionell kommunikation 

Hvad er kommunikation? og kan vi kommunikere hvis vores sanser tages væk?

Der kan komme lyd ud af munden, som øret hører og øjnene ser.

Kroppen snakker samtigdig med munden.

Kropsproget er en vigtig rolle i kommunikationen. 

For kan vi som pædagog studerende lærer

åbenhed fra os, hvis vi går med armene over kors?

SKAL VI TIL AT VÆRE BEVIDSTE OM VORES AUTOPOIESIS, VORES FOR FORSTÅELSE?

Ideen med at være bevidst om for forståelsen, gør at vi kan kommunikere bedre sammen. 

Ved at, prøve at være aktiv lyttende og spørgende til et andet menneske, 

kan man lære ting om en anden, men også om sig selv. 

Tanken om at alle mennesker har sin unikke for forståelse for verden, gør at vi som pædagog studerende, må til at være mere bevidste om, at prøve at forstå alle disse verdner - den muslimske dreng, den rødhårede lille pige, den voksne autist osv. 

Således er der ligeså mange universer, som der er mennesker. 

Der er ikke blot et univers, men et multivers.

Så hvordan skal vi tackle tanken om et multivers? 

Refleksioner fra 5 studerende på UCN pædagoguddannelse.