Anerkendelse er ikke en metode/opskrift på, hvordan vi skal være sammen med børnene/brugerne, det er en måde vi ER sammen med børnene/brugerne på. Anerkendelse er en være måde og ICDP bliver en måde at være på.
Men hvad vil det sige at være anerkendende, hvad gør man, hvordan ser det ud??
Det ses i videoen, at pædagogen Hanne har øjenkontakt med børnene. Hun har berøring, da en dreng slår sig. Hun er tilstede og er deres "sikre base", hvis børnene bliver utrygge. Hanne har børnene i fokus og ikke sig selv.
Hvordan er man ikke anerkendende, hvordan ser det ud?
Link - de unge mødre
Der mangler øjenkontakt mellem mor og barn. Hun bryder ind i drengens leg og ligger selv brikkerne på plads, som gør, at barnet skriger og virker frustreret. Hun spørger ikke "hvorfor skriger du?", men siger "prøv lige at være stille". Hun har ikke fokus på barnet, men sig selv.
Man kan hurtige blive enige om, at det er vigtigt, at være nærværende for positiv udvikling af barnet.
Hvordan gør vi så det i den digitaliserede verden, når vi ofte afbrydes af Tv, Telefon, Computer m.m??
Kan man som pædagog være nærværende, imens man snakker i telefon med lille Lises forældre eller når man står unden halvtaget og drikker kaffe med de andre pædagoger, imens facebook tjekkes?
Et klar skel mellem, hvornår et medie skal bruges og hvornår ikke. Lederen må få dette budskab ud. Bestemt tid til at være på computeren og få ordnet det praktiske. Et bestemt tidsrum hvor forældre m.m kunne ringe til institutionen. Det kunne måske gavne? Hvad mere kunne? og hvordan kunne man selv få sat gang i dette, i pædagogisk praksis?
"Du må være den forandring, som du ønsker at se i verden” - Gandhi
refleksioner fra os 5 pædagogstudrende
Ingen kommentarer:
Send en kommentar