Vi lader vores film tale for sig selv :-)

Den endelige film lavet af os 5 pædagogstuderende :-)

MOVIE IN THE MAKING

Vi er lige nu i gang med at producere en film som resultat af modul 2 - Professionel kommunikation. Det er en film som har sat vores tanker i gang i forhold til at se verden ud fra barnets syn. For hvordan oplever de tilværelsen? Hvad får de ud af at plakaten med ABC hænger i voksenhøjde?

Vi startede med at lave vores storyboard, så vi kunne bestemme diverse scener, som viser hvordan et barn kan opleve forskellige situationer i en børnehave, hvis man IKKE sætter sig i øjenhøjde med barnet. Efterfølgende skulle vi filme scenerne, og redigere filmen.

Vores ide med filmen udspringer fra de tre feltdage vi havde i en børnehave. Vi har lagt vægt på hvordan barnet oplever dagen i børnehaven set ud fra børnehøjde. Vi har lagt fokus på at man som pædagog måske kan glemme, at man som barn ser og oplever tingene anderledes.

Vores målgruppe i filmen er pædagogstuderende og pædagoger og vores budskab med filmen er at vise hvad anerkendelse IKKE er og have fokus på hvor vigtig det er at sætte sig i børnehøjde og hvad det gør for barnet, hvis man ikke gør det.

Vi forstår anerkendelse ud fra begrebet ICDP, som vi har uddybet mere i et tidligere indlæg.

Så hvad vil det sige at være til stede som pædagog? Kan man overhovedet lave om på de fastgroede mønstre, der er i en børnehave?
Hvis de syntes det er okay at drikke kaffe og snakke over hovedet
på børnene – eller måske er de slet ikke klar over de gør det mere? De handler på rutinen og glemmer at reflektere over hvorfor de handler som de gør.

Hvad gør man som ny pædagog, hvis man kommer ud i en institution hvor man ikke mener at der vises anerkendelse. Kan man så overhovedet bryde det miljø? Gøre op med rygtet, om at pædagoger blot er kaffe drikkere.

VIL DU ANDET END AT DRIKKE KAFFE???


Vi har i hvert fald VIDEN om andet, og gør det os ikke forpligtet til at føre denne viden videre?

Her en en trailer til den endelige film - En dag i børnehøjde.

^ SE DEN, DU VIL IKKE FORTRYDE DET :-)

Hvor meget skal børn egentlig være i fokus?

Findes begrebet curling børn eller er det i virkeligheden curling forældre?

 Reelt set er det i virkeligheden ikke børnene der er problemet, men forældrene der gør dem til det. 

- nemlig små egoister der tror de er verdens omdrejningspunkt.

Selvfølgelig skal børn både ses og høres, men kan det ikke blive for meget og for sukkersødt uden konsekvenser og grænser?

kilde: http://www.b.dk/nationalt/danske-boern-er-smaa-konger-og-kontorchefer

Hvilke konsekvenser kan det få for børnene at have curlingforældre?

Børnene kan blive mere uselvstændige, fordi de er vant til at forældrene har fejet alle problemer væk. De tror de kan få deres vilje med alt, og hvis de oplever lidt modstand er typiske eksempler, at de stamper i gulvet eller begynder at græde indtil den voksne giver sig. De kan have stor risiko for at opleve nederlag, da de ikke har lært hvordan de skal begå sig, eftersom at forældrene altid har gjort simple ting for barnet. Dette kan også give konsekvenser senere i livet, hvis barnet har været vant til at forældrene gør alt for en.

- Men curlingforældre gør egentlig "bare" deres børn en bjørnetjeneste!!

Ville det ikke være lettere for alle parter og med alle parter, mener vi både børn, forældre og pædagoger, hvis vi brugte det simple NEJ! bare engang imellem.

Det kunne i børnenes situation gøre det lettere for dem at tilpasse sig i fremtiden,  fordi de lærer at tackle diverse situationer og begå sig på egen hånd -  og dermed også at de ikke er verdens omdrejningspunkt.

Det kunne i forældrenes situation give mindre stress og en mere håndterlig hverdag.

Det kunne i pædagogernes situation give færre konflikter i institutionen og dermed også mere tid til børnene.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal beskytte og passe på vores børn, men ALT MED MÅDE.

kilde: http://bobojesen.com/portfolio-item/curlingboern/

Gammel ud, nyt ind!

Tænk dig om, har vi ikke alle prøvet at have mobning inde på livet? Hvordan forstår du mobning? I oplægget kommer der både ''den gamle'' og den ''nye forståelse ''for mobning, for som alt andet, er måden at forstå mobning på også blevet forældet.


Siden 1978 har man holdt sig til Olweus forståelse af mobning. Hans definition af mobning er at der er at der er nogle bestemte mønstre, hvor der er en mobber, tilskuer/medløber og et offer.
Hvis man handler ud fra denne forståelse, så burde det betyde at hvis mobberen fjernes fra fællesskabet, ville mobningen ophøre.

MEN DER MOBBES STADIG I DAG. 

Der er derfor kommet en ny forståelse på hvordan mobning kan stoppes. Der er snak om rhizome
begrebet. En rhizome er en plante med et kæmpe rodnet. Rødderne snørkler sig ind i hinanden på kryds og tværs - og sådan skal mobning forstås. For der er ikke kun EN sand historie af mobning, men flere sandheder. Dem der er involveret i mobningen skal ses som rødder, rødder som gror fra hinanden, snørkler sig ind i hinanden, forbi hinanden og langs hinanden altså hvis først mobning etableres i rødderne skal alle der er involveret hjælpes til at stoppe det. Der er altså  ikke nogle bestemte mønstre, det hele handler om at man ikke vil føle sig udenfor fællesskabet og derfor mobber man, for ikke selv at blive mobbet.
 

HVAD GØR VI SÅ?? 

For at løse mobning, kunne man kigge på intentionen af handlingen og ikke på selve handlingen der blev udført. Børn vil faktisk rigtig gerne snakke om intentionen med deres handling, børn vil gerne tages alvorligt. At skælde ud vil ikke hjælpe, men at spørge ind til intentionen vil hjælpe. Det er vigtigt at huske på at mobning ikke er en naturlig ting.

Reflektion fra de 5 pædagog studerende.

 

Har vi i virkeligheden en identitet?

Goffman er nok mest kendt for sin teori om individets dramatisering af sig selv i hverdagslivet.
Han snakker om at være front stage/på scenen og back stage/bag scenen Når man er front stage påtager man sig en ''rolle'' som forventes, f.eks. I skolen, i sin fodboldklub, altså når man er sammen med andre end sine pårørende. Men man kan også være front stage i en gruppe i skolen, hvor læreren er tilstede, og når der så er frikvarter og går ned i kantinen, kan man være back stage og være åbne overfor at teksten måske var svær osv. Når man er back stage er man alene eller sammen med ens nærmeste, her kan man være sig selv. 

Så Goffman har sat spørgsmåltegn ved selvet, Han har gjort op med at vi ikke har en identitet. Vi spiller rollespil i hverdagen, men det betyder ikke at vi har et "uægte" selv. Du er dig selv i forskellige roller - arbejdsrolle, undervisningsrolle, familierolle og vennerolle osv.

I klippet ser vi en pinlig situation med en pige som går ind på det ''forkerte'' toilet, altså herretoilettet. 

Pigen ved at det er det ''forkerte'' toilet, pga. symbolerne, som laver en kategorisering. Pigen bliver pinlig berørt og skynder sig væk, før nogen ser hende. Hvis pigen havde mødt en dreng på vej ud af toilettet, ville pinligheden have ramt begge parter, da alle rammes i en pinlig situation. 

Goffman siger, at individet er opsat på at undgå forlegenhed, det kan ske ved hjælp af: 

- Det beskedne selv (Hvis man har en stor viden om et emne, kan man vælge at lægge en dæmper på sig selv)

* Styre udenom farlige situationer
* Overbærenhed
* Defensive practices, (beskytte egne definitioner) Når man forklarer noget ydeligere f.eks. Hvis man fremlægger noget, og klassen ikke forstår det man siger, så forklarer man det ydeligere for at det ikke bliver pinligt.
* Protective practices, (redde andres definitioner)
Når det bliver for pinligt rammes alle i situationen (ikke kun den pinlige!)

Hvornår har du sidst været del i en pinlig situation? Hvorfor var den pinlig? 

- reflektioner fra os 5 pædagogstuderende 

er vi overhovedet klar over hvordan vi taler sammen?

Alle professionnelle samtaler befinder sig indenfor nogle bestemte rammer, derfor er det nødvendigt, at blive enige om en fællesforståelse af, hvad samtalen skal have som indhold og formål.

Man må være bevidst om, hvilken "magt" der kan ligge i spørgsmål og måden f.eks børn kan blive "interviewet" på. 

Fordele ved de fire forskellige spørgsmål typer af Karl Tomm kan ses på dette billede. Det er alle spørgsmålstyper som kan bruges alt afhængigt af hvilken samtale man har. I undervisningen hvor vi havde en øvelse omkring dialog oplevede vi at den som spurgte havde en form for magt over samtalen og kunne dreje samtalen derhen hvor han/hun ville. Vær derfor opmærksom og bevidst om din brug af de forskellige spørgsmåls typer.

Her har vi et eksempel:

Dette klip er fra jagten, hvor der ud fra spørgsmålene som børnespsykologen stiller, allerede er blevet besluttet at Klara er blevet misbrugt.

Klara bliver spurgt hele tiden, hun når ikke at komme med et svar før et nyt spørgsmål stilles.

Børnepsykologen siger f.eks "Får du det ubehageligt når vi snakker om det?", Han har sagt hvilken følelse der er "rigtigt" at føle i sit spørgsmål. Han kunne have spurgt "Hvordan føler du ligenu?"

Han spørger også om "Var det her i børnehaven han viste dig sin tissemand? - eller?"

Alle spørgsmålene er lineærspørgsmål samt strategiskespørgmål. Han giver Klara svaret i munden. Under samtalen kunne der blive brugt cirkulære spørgsmål for at få flere forskellige synspunkter og finde årsagen på den måde. 

Børnepsykologen er blot ude på at få et ja, en bekræftelse på at det er sket.

Så det er vigtigt at være bevidst om sin dialog, både privat og i praksis.

Hvordan vi kommunikere - om vi vil have de personer vi kommunikere med til at give os vores tolkning af, hvad det rigtige svar er eller om vi er åbne og nysgerrig for deres egen tolkning af det rigtige svar.

VÆR AKTIV LYTTENDE :-)

Refleksioner fra de 5 pædagogstuderende.

Hvordan kan man være nærværende i den digitaliserede verden?

ICDP er en måde at agere og kommunikere på i pædagogisk praksis. De 3 grundsten for, at kommunikere ifølge ICDP er : Den følelsesmæssige dialog,  den meningsskabende dialog og den grænsesættende dialog. Disse tre dialogformer har tilfælles, at være anerkendende som pædagog.
Anerkendelse er ikke en metode/opskrift på, hvordan vi skal være sammen med børnene/brugerne, det er en måde vi ER sammen med børnene/brugerne på. Anerkendelse er en være måde og ICDP bliver en måde at være på.

Men hvad vil det sige at være anerkendende, hvad gør man, hvordan ser det ud?? 

         

Det ses i videoen, at pædagogen Hanne har øjenkontakt med børnene. Hun har berøring, da en dreng slår sig. Hun er tilstede og er deres "sikre base", hvis børnene bliver utrygge. Hanne har børnene i fokus og ikke sig selv.

Hvordan er man ikke anerkendende, hvordan ser det ud?

Link - de unge mødre 

Der mangler øjenkontakt mellem mor og barn. Hun bryder ind i drengens leg og ligger selv brikkerne på plads, som gør, at barnet skriger og virker frustreret. Hun spørger ikke "hvorfor skriger du?", men siger "prøv lige at være stille". Hun har ikke fokus på barnet, men sig selv.

Man kan hurtige blive enige om, at det er vigtigt, at være nærværende for positiv udvikling af barnet.
Hvordan gør vi så det i den digitaliserede verden, når vi ofte afbrydes af Tv, Telefon, Computer m.m??

Kan man som pædagog være nærværende, imens man snakker i telefon med lille Lises forældre eller når man står unden halvtaget og drikker kaffe med de andre pædagoger, imens facebook tjekkes?

Et klar skel mellem, hvornår et medie skal bruges og hvornår ikke. Lederen må få dette budskab ud. Bestemt tid til at være på computeren og få ordnet det praktiske. Et bestemt tidsrum hvor forældre m.m kunne ringe til institutionen. Det kunne måske gavne? Hvad mere kunne? og hvordan kunne man selv få sat gang i dette, i pædagogisk praksis?

Bestemt dig for HVAD du vil, for...

"Du må være den forandring, som du ønsker at se i verden” - Gandhi

refleksioner fra os 5 pædagogstudrende

Fortælling med Bistrips

Der findes forskellige typer af fortælling i pædagogisk praksis - det klassiske eventyr, fantasi fortællinger, fortællinger fra livet og livshistorier. Vi har set på fænomenet Bistrips, som er en app der kan hentes ned og via den app kan du lave dig selv som en tegneserie-figur. Du kan agere online sammen med andre af dine venner som også har lavet dem selv. Vi tror denne app kunne være en god måde, at indrage børn i at fortælle historie - alt fra eventyr til hverdagsting samt forskellige temaer og problematikker. Børn for iscenesat dem selv online og kan visuelt se forskellige følelser og handlinger.

Vi har lavet os selv i gruppen, her ses følelser vi kan have:

 

Her har vi lavet en tegneserie, hvor man kan se samspillet mellem hinanden og de relationer man har.

Sådan en tegneserie  kunne være et projekt man kunne vise til forældre og søskende - emner som mobning, svigt, "at holde nogen uden for", udseende osv kunne tages op!

Refleksioner fra 5 pædagogstuderende

Ipad som spillemaskine eller redskab?

Hvordan skal pædagogen forholde sig til brugen af ipad i praksis?? 

Holdningen til at børn ikke skal sidde bag skærmen findes, fordi den ældregenerations for forståelse for ”hvad man skal som børn” er, at være ude - Det var de jo som barn.

Skal man som pædagog til gode se, hvad børnenes forældre mener? Eller skal man til gode se, at børnene har behov for at være online?

Et faktum er at, den digitale verden er kommet for at blive.

Burde man så ikke, som en ”god” pædagog lærer medierne at kende? Hvad kan sådan en ipad egentligt bruges til??? Kan socialmedier som facebook, instagram osv. tilføre børnene nogle kompentencer???

Mediekulturen er omkring os hele tiden.  Det sociale sker ikke kun, når man mødes ansigt til ansigt, det sker også online. Børn og unge blive ikke mindre sociale, når de bruger nye medier og teknologier – men sådan ser den ældregeneration ikke på det. For hvordan kan man være social, når man ikke er i samme rum?

Opgaven som pædagog står i at lærer om digitaldannelse, så man kan forklare de mediepaniske forældre, hvad dette nye medie kan medføre sig - hvis det bruges ordenligt. Idag følger de online fælleskaber med en hjem fra skole og dagsinstitution. 

Det er måden, at kommunikere på og være ”up to date” med hinanden.

Hvordan lærer man så om digitaldannelse?

Man kan snakke om kultur for børn, kultur med børn og børnskultur. Det er i kultur for og med børn, at vi som pædagoger kan sætte vores præg. Man kan tænke kreativt og få børn indraget, ved at bruge ipad – ramme dem på det punkt, som de finder spændende. Tag fat i deres interesseområde i forhold til, at de lever i den digitaliseret verden

Så hvordan får vi bevægelse og ipad til at fungere sammen? Der findes et hav af muligheder, man skal blot tænke kreativt. Rammen er lavet – Vi vil som pædagog få bevægelse og ipad til at fungere sammen.

Et eksempel fra os - Pædagogen har taget billeder af forskellige ting ude fra legepladsen/gemt ting. Børnene ser billedet af tingen på ipad'en og skal løbe ud og finde den - et form for stjerneløb.

Denne aktivitet kan udvikles. Ud fra tingene skal børnene prøve, at fortælle historier, altså udvikling af sproglige kompetencer, osv.

Vi må som kommende pædagoger finde den gyldne middelvej til, hvordan og hvor meget vi bruger en ipad – en ipad er ikke en spille maskine, det er et redskab!

reflektion fra os 5 studerende.

"All you can do is tickle it and see how it jumps"

Så er vi igang med modul 2 - Professionell kommunikation 

Hvad er kommunikation? og kan vi kommunikere hvis vores sanser tages væk?

Der kan komme lyd ud af munden, som øret hører og øjnene ser.

Kroppen snakker samtigdig med munden.

Kropsproget er en vigtig rolle i kommunikationen. 

For kan vi som pædagog studerende lærer

åbenhed fra os, hvis vi går med armene over kors?

SKAL VI TIL AT VÆRE BEVIDSTE OM VORES AUTOPOIESIS, VORES FOR FORSTÅELSE?

Ideen med at være bevidst om for forståelsen, gør at vi kan kommunikere bedre sammen. 

Ved at, prøve at være aktiv lyttende og spørgende til et andet menneske, 

kan man lære ting om en anden, men også om sig selv. 

Tanken om at alle mennesker har sin unikke for forståelse for verden, gør at vi som pædagog studerende, må til at være mere bevidste om, at prøve at forstå alle disse verdner - den muslimske dreng, den rødhårede lille pige, den voksne autist osv. 

Således er der ligeså mange universer, som der er mennesker. 

Der er ikke blot et univers, men et multivers.

Så hvordan skal vi tackle tanken om et multivers? 

Refleksioner fra 5 studerende på UCN pædagoguddannelse.